Den midtatlantiske Højderyg

Den midtatlantiske højderyg – genopdagelsen af Atlantis

Endnu idag findes der forskellige selvmodsigende teorier omkring den geografiske beliggenhed for Atlantis – det kontinent, eller bedre, den ø, som forsvandt i havet for ca. 14.000 år siden. Nogle forskere går ind for, at Atlantis ligger i Middelhavet, idet de mener, at den græske ø Santorini i virkeligheden er, hvad der er tilbage af Atlantis – mens andre søger efter det mytiske sted udfor Cornwalls kyst, i England. Atter andre mener, at Atlantis er at finde nær Antarktis.

Platons tekster er almindeligt kendte for de fleste, der er interessede i Atlantis-mytens rødder, så vi vil ikke citere dem her. Imidlertid er der én ting, som Platon lader til at være meget sikker på, nemlig Atlantis´ beliggenhed ”hinsides Herkules´ støtter” – det gamle navn for Gibraltar. Således skulle Atlantis befinde sig i Atlanterhavet – og i lyset af denne oplysning fra Platon er det logisk at konkludere, at den forsvundne ø´s navn ikke er en tilfældighed.

Hvis vi antager, at Atlanterhavet er det sted, hvor vi har størst mulighed for at finde spor af Atlantis endnu i vor tid, er det vigtigt at understrege følgende: hvis Atlantis virkelig lå i Atlanterhavet, kan det ikke have været et ”kontinent”, hvis vi tager havbundens morfologi i betragtning. Den veldokumenterede teori om kontinentpladernes forskydning og konstante bevægelser synes at bekræfte denne konklusion. Hvis vi sammenligner det afrikanske og det europæiske kontinents kystlinier med det amerikanske, vil vi se, at der ikke er nok land ”tilovers” til at sandsynliggøre tilstedeværelsen af et reelt ”kontinent”, end ikke i en meget fjern geologisk tidsalder.

Også Atlantis´ pludselige forsvinden er en gåde. Fra et geologisk synspunkt er nogle få år eller måneder en meget kort tidsperiode, hvorfor teorien, der handler om, at Atlantis skulle være sunket i havet ”på nogle få timer” står temmelig svagt. Vi kan antage, at denne teori er resultatet af den måde, hvorpå legender og myter sædvanligvis udvikler sig. Det er mere sandsynligt, at Atlantis forsvandt i løbet af nogle få måneder eller uger, som højdepunktet af en geologisk proces af adskillige års varighed, hvor dannelsen af tryktilstande i den vulkanske undergrund tilsidst forårsager den enorme og pludselige katastrofe for øen, der set med uerfarne øjne kan forekomme mystisk og uforklarlig. Den mundtlige tradition, hvor hændelserne viderefortælles fra person til person gennem flere generationer, har så på vanlig vis fordrejet kendsgerningerne. Da menneskeheden begyndte at nedskrive deres forfædres historie, som f.eks. den om Atlantis, var den allerede blevet fortalt fra generation til generation af overlevende og deres børn med forskellige grader af præcision, indtil det, som tilsidst blev nedfældet, nødvendigvis måtte være en historie, der var anderledes end det konkrete hændelsesforløb. De ældste historiske oplysninger, vi har om Atlantis, er, hvad Solon lærte af præsterne i det gamle Ægypten – og der skulle gå endnu 200 år, før Platon nedskrev de tekster, hvor Atlantis er nævnt. Logisk nok har historien om det forsvundne land undergået mange forandringer gennem århundrederne og årtusinderne.

Nogle forskere har søgt løsningen på et helt kontinents forsvinden i teorien om forskydningen af Jordens magnetiske poler – et fænomen, som imidlertid ikke udgør en trussel for kontinenternes overlevelse, og som kun i sjældne tilfælde kan berøre mindre øers eksistens.

Nedenfor har jeg anført en geologs sammenfatning af begreberne vedr. forskydningen af klodens magnetiske poler og kontinentaldriften. Dr. Mauro Carta, der samarbejder med den italienske hjemmeside www.vialattea.net/esperti/geologia.html, skriver følgende:

”Forskydningen af Jordens magnetfelt er et fænomen, der ikke er forbundet med nogen bestemt istid, som f.eks. Riss-istiden. Vi har derimod at gøre med et fænomen, der er tæt forbundet med teorien om de bevægelser af kontinentpladerne, der forårsages af jordskælvsaktivitet og havbundens udvidelse. Midt i Atlanterhavet befinder sig en gigantisk højderyg, der rækker tusinder af kilometer i nord/sydlig retning, fra Island i nord til Bouvet Island i syd. Langs denne højderyg (der kaldes ”den midtatlantiske”, fordi den faktisk deler oceanet i to dele), finder vi undersøisk vulkanaktivitet, med en konstant dannelse af basaltklippe. I 1960´erne fremlagde H. Hess og D.H. Matthews teorierne om pladetektonik, hvori de kom til de samme konklusioner, som tyskeren Alfred Wegener havde draget i 1920´erne. Et meget vægtigt bevis for havbundens udvidelse var opdagelsen af den magnetiske forskydning: praktisk talt opdagede man, at Jordens to magnetiske poler med tidsmæssige mellemrum vendes 180 grader. Årsagen til denne inversion er endnu ukendt, men den kan aflæses på mikroskopisk niveau i basaltiske klipper, hvis magnetiske mineraler størkner langs de linier, som det magnetiske felt angiver under deres konsolideringsperiode. Havbunden i Atlanterhavet fremviser en ”stribe-struktur”, dvs. at når vi bevæger os i retning væk fra højderyggen, fremviser de basaltiske klipper positiv polaritet eet sted og negativ på et andet (de jern-magnetiske mineraler af aflang form fremviser variationer på 180 grader indbyrdes). Eftersom de atlantiske basaltklipper har en alder, der går fra 180 millioner år til ganske nye strukturer, betyder det, at de magnetiske poler har ændret retning virkelig mange gange. (De magnetiske poler svarer ikke til de punkter, hvor Jordens omdrejningsakse deler planetens overflade – de magnetiske poler er beliggende noget forskudt for disse; de har deres nordlige punkt i det canadiske øhav – og det sydlige i D´Urville-havet ved Antarktis.)”

(cit. Mauro Carta, italiensk geolog)

Den midtatlantiske Højderyg – kaldet MAR (Mid-Atlantic Ridge) –
som den ses på NASAs officielle kort.
(URL: http://pubs.usgs.gov/publications/text/ridge.html ).

På dette kort kan vi se, at der på et vist sted, nøjagtigt beliggende langs højderyggen, findes nogle højere punkter under havets overflade, angivet ved den lysere blå farve.

Af geologen Mauro Cartas forklaring fremgår det, at Den midtatlantiske Højderyg er meget aktiv – klippernes omrokeringer foregår med geologisk korte mellemrum, og havbundens struktur er således i livlig bevægelse.

Men – hvis der ikke synes at være plads til et helt kontinent, hvordan kan Atlantis´ oprindelige form have taget sig ud?

De topografiske kort, som vi har til rådighed idag, taler deres klare sprog. På billedet nedenfor angiver farverne klippernes alder. De brune og røde områder er de yngste; deres oprindelse går fra min. 0 år tilbage til max. 9,6 mio. år. Alle de andre områder en endnu ældre (ældre end 9,6 mio. år). Jeg har igen angivet det område, der har vores interesse, med en hvid rektangel:

(Detalje fra det topografiske verdenskort på http://www.ngdc.noaa.gov.)

I tråd med vores egentlige formål med denne artikel: at diskutere den egentlige mulighed for at finde Atlantis idag, kan det anføres, at en af de seneste ekspeditioner i det nævnte område af Atlanterhavet blev udført af et amerikansk forskerhold, der udforskede MAR fra den 14. november- 14. december 2000. Ansvarlige for holdet var professorerne Donne Blackman (Scripps Institute of Oceanography), Jeff Karson (University of Washington) og Deborah Kelley (Duke University), og flere andre eksperter fra ialt otte amerikanske universiteter deltog i projektet. ”R/V Atlantis” var navnet på det forskningsfartøj, som USA's Akademiske Flåde stillede til rådighed – og ekspeditionens formål var at studere den mineralske sammensætning af højderyggen, såvel som den topografiske udvikling af det såkaldte ”Atlantis-massiv”.

Det instrument, der skulle muliggøre for eksperterne at studere højderyggen på nært hold, var ”Alvin” en lille ubemandet undervandsbåd, som kan dykke ned til store dybder og som er udstyret med en mekanisk arm til indsamling af klippeprøver. Endvidere skulle avancerede sonar og video-instrumenter ombord på ”R/V Atlantis” bidrage til at kaste lys over forskningsresultaterne fra forskellige synsvinkler.

Valget af det område, hvor forskningen skulle koncentreres, var ikke tilfældigt. Sandsynligvis har forudgående studier af de kort, der er blevet udarbejdet på grundlag af satellitbilleder, hjulpet forskerne til at vælge et område, hvor de bedst mente at kunne opnå de eftertragtede resultater.

Forskningsområdet svarer imidlertid ikke helt til det område, jeg har angivet ovenfor på NASA-kortet (fig. 1), måske pånær det alleryderste nord-østlige område af det udvalgte areal. Den geografiske positision af området er ca. 30 grader nord. MAR-ekspeditionens hjemmeside, http://earthguide.ucsd.edu/mar/ , forklarer formålet med samme:

”Det usædvanlige ved området, der undersøges, er et stort bjerg ved navn Atlantis-massivet, der ligger lige vest for det midtatlantiske spredningscenter ved 30 grader nord. Bjergets top er 1.700 meter højere end gennemsnitshøjden for højderyggens toppe. Bjerget er 4-6 gange bredere end de allerdybeste bakkeformationer. Det er klart, at dette bjerg er en ny tilføjelse til Jordens skal, siden det er en del af en meget ung og nyligt opstået havbund. Togtet går ud på at finde ud af hvorfor og hvordan, det blev dannet. Hvilke kræfter er ansvarlige for den store højde, som klipperne har nået på dette sted? Hvad var det, der forårsagede denne forandring i den vanlige havbundsdannelsesproces? Hvornår kan det forventes, at dette område vender tilbage til sin normale tilstand? Dette er de mange spørgsmål, som forskerne forsøger at besvare.”

Hvis det amerikanske forskningshold havde besluttet sig for at koncentrere deres studier i et område beliggende længere nord-øst for Atlantis-massivet, ville de have opdaget andre ting – måske endda af arkæologisk natur – men nævnte videnskabelige ekspedition erklærer naturligvis, at deres hovedinteresse ligger i at studere MARs geologiske beskaffenhed. På kortene fra ”National Geophysic Data Center” (NGDC: http://www.ngdc.noaa.gov ) ses det meget klart, at der lidt længere mod nord-øst ligger et meget mere interessant geologisk mønster, set fra et arkæologisk synspunkt. Det er faktisk et område, hvor et forsøg på at indhente forskellige genstande sandsynligvis ville kunne fremlede beviser for en sunken civilisation. Hvis vi studerer de kort, der er til rådighed på internettet på NGDCs hjemmeside (billederne er mindre detaljer fra langt større kort, som ikke er blevet ændret på nogen måde). Kortene er blevet udarbejdet af NGDC med undervisningsmæssige og videnskabelige formål for øje.

I den højre (østlige) del af dette billede finder vi den spanske halvø, Gibraltar, samt en del af den nord-vestafrikanske kyst. De spanske og portugisiske øer udfor Afrikas kyst er tydelige – og længere mod venstre ses et udsnit af Den midtatlantiske Højderyg. Området angivet af den hvide oval svarer til et areal, som efter al sandsynlighed udgår de højeste punkter af en stor ø, der nu ligger under Atlanterhavets overflade. Dette område omfatter også Azorerne.

De hævninger, man kan se så tydeligt i billedet ovenfor, ses endnu bedre i et fantastisk billede af hele kloden, hvor den faktor, der udgøres af Jordens krumning, logisk nok forbedrer det visuelle perspektiv (http://www.ngdc.noaa.gov/mgg/image/relief_slides2.html)

Det er først i 1973, at det bliver muligt at studere de undersøiske bjergkæder på nært hold – siden rumalderens begyndelse har de forskellige opsendte observationssatellitter sendt storslåede fotos til Jorden, som har afsløret en mængde hidtil ukendte detaljer vedr. Jordens overflade og de undersøiske bjergformationer. Her kan vi klart se en undersøisk form, der ligner en halvø, og som peger i syd-vestlig retning, mod Sydamerikas nordlige kyster. De samme fremspring, som vi finder skematisk opridset i denne artikels første illustration, NASA-kortet, er her mere tydelige.

Det forekommer naturligt at spørge, hvorfor ingen de sensationssøgende arkæologer, der findes rundt omkring i verden, aldrig nogensinde er taget direkte til dette sted for at studere Den midtatlantiske Højderyg på et sted, hvor luftfotos frembyder en så tydelig ø/halvø-form?

I et forsøg på at forklare denne ”mangel på interesse” (eller, måske skulle vi snarere kalde det, ”mangel på finanser”?), kan det fremhæves, at vi reelt nok har meget få referencer at støtte os til, hvis vi skal have sikkerhed for, at en ekspedition med det erklærede formål at finde Atlantis ville give de ønskede resultater. Udover Platons skrifter, som allerede er blevet grundigt diskuteret af mange mennesker og organisationer på internettet m.v., har vi kun én alternativ kilde, der giver noget som helst definitivt materiale vedr. Atlantis. Til gengæld har denne ”ensomme” kilde et bemærkelsesværdigt fortrin: den opgiver med stor præcision den forsvundne ø Atlantis´geografiske position. Og hvor der er to eller flere kilder, der er enige, er det en velkendt sag, at sandsynligheden for at opnå resultater ved at søge i den retning, de angiver, forøges. Nedenfor citeres det etisk-filosofisk-videnskabelige værk ”Vandrer mod Lyset!” (side 180):

”Det andet rige, som gik til grunde, var et stort øland, det såkaldte Atlantis, der lå i Atlanterhavet. I en fjern fortid var øen landfast med den sydligere del af Nordamerika, men fraskiltes ved vulkanske sænkninger.

Øens form kan nogenlunde lignes ved et skråtliggende, langstrakt og omvendt latinsk S. (Den øverste bue til højre, den nederste til venstre.) Øens nordligste punkt lå ved ca. 40g nordlig br., 34g vestlig l.; mod syd strakte den sig til ca. 25½g n.br., mod vest til 47g v.l., 27½g n.br., mod øst til ca. 28g v.l. …

- og de detaljerede oplysninger vedr. Atlantis´ nøjagtige position fortsætter. På grundlag af disse oplysninger kan vi tegne følgende kort (øens form er kun omtrentlig):

I bogen ”Vandrer mod Lyset!” finder vi ydermere den oplysning, at hvis vi trækker en tænkt linie med udgangspunkt ved den engelske by Plymouth til midt på øen Trinidad, ville denne linie skære tværs gennem øens længde og tangere dens østligste og sydligste punkt. Øens største halvdel ville befinde sig vest for linien.

De, som hidtil har forsøgt at rekonstruere Atlantis´ position, har sandsynligvis fundet det svært at indtegne den nøjagtigt p.g.a. vores planets krumningsbue. Det er faktisk vanskeligt at trække en linie som den beskrevet i bogen, uden først at udarbejde en jordkugle i tre dimensioner. Hvis vi drager de seneste satellitkort fra NGCD til nytte, afslører dette nye perspektiv nogle interessante detaljer:

Hvad ville oceanograferne/arkæologerne finde, hvis de virkelig besluttede sig for at gennemforske det omtalte areal med undervandsbåde udstyret med kameraer, sofistikerede sonarapparater, osv.? Efter 14.000 år ville det bestemt være vanskeligt at finde de keramikgenstande, som vores kilde beskriver:

"Håndfabrikationen af brugsgenstande, forarbejdede af ler, var meget udbredt: kar, skåle og vaser prydedes ofte med indridsede dyre- og bladornamenter, hvis linier udfyldtes med strålende farver.” (VML, side 181)

Det ville sikkert være lettere at finde andre typer genstande:

”Guld, kobber og til dels sølv var kendt, det benyttedes til smykker og finere brugsgenstande, samt til belægning af de i træ udskårne gudebilleder. Mange gudebilleder var udhugget i sten eller formet af forskellige metallegeringer. Bygningskunsten stod særlig højt.” (idem)

et sted er blevet udpeget for os, hvor Atlantis´ nok mest imponerende bygning lå,: Atzes tempel – som idag kaldes ved en af øens sidste ypperpræsters navn. Selv idag er det muligt for os at se dette tempel for os, for vi besidder tegninger, baseret på præcise instrukser fra ”Vandrer mod Lyset!”s forfattere. I 1930´erne udførte den danske arkitekt Knud Brønnum en miniaturemodel af templet, som idag kan ses i Vandrer mod Lysets Forlags kontorer i Sølvgade i København.

Nedenfor, tegningen af templets facade:

(Tegning af Knud Brønnum, kopieret fra Carsten Skaarups bog ”Lysets sejr over mørket”.)

For mere detaljerede oplysninger om Atlantis, se ”Atlantis – geografiske og kulturelle oplysninger”.

Er det på baggrund af de oplysninger, vi har om Atlantis, videnskabeligt muligt at sige, at vi endelig har fundet den forsvundne ø´s geografiske position?

De hidtil mest pålidelige tekster, Platons skrifter, er blevet indgående studeret af mange arkæologer og amatørforskere. Den tekst, som nævnes ovenfor ”Vandrer mod Lyset!”, er en langt nyere tekst; den blev udgivet 1920.

Ledet af, hvad han havde fået af vide og af sin egen intuition, efterlod Platon os nogle eventyrlige og løst skitserede anvisninger – mens ”Vandrer mod Lyset!” beskriver Atlantis´ kultur og civilisationsniveau meget nøje – udover at oplyse stedets præcise geografiske beliggenhed. Denne artikel, der er baseret på de nøjagtige kort, som vi har til rådighed idag – og som naturligvis ikke stod til rådighed for de personer, der nedskrev og udgav ”Vandrer mod Lyset!” i 1920 – er et forsøg på at påpege, at de nævnte geografiske koordinater utvivlsomt bør tages meget alvorligt.

*********************

Andre links for de, der gerne vil vide mere om Den midtatlantiske Højderygs geologiske natur – forskellige eksperters kommentarer kan findes på følgende URLs:

Fra ”Science for Everyone”, en ”feltundersøgelse” af MAR med interessante data vedr. de vulkanske processer og de tektoniske bevægelser, der er typiske for området:
http://www.agu.org/sci_soc/eosdksmith.html

Usædvanligt flotte billeder kan ses på:
http://www.ngdc.noaa.gov/mgg/image/2minrelief.html

Hele hjemmesiden http://www.ngdc.noaa.gov indeholder forskellige typer geografiske kort. En hjemmeside, der er et besøg værd.

© Ulla S. Qvistgaard/Altre Menti Edizioni 2001/2007 – bortset fra det materiale, der stammer fra andre kilder; disse kilder er alle opgivet med navns nævnelse og direkte links i teksten.