Dansk
Arkiv  

Den menneskelige hjernes mysterium

Videnskaben har længe forsøgt at forstå den menneskelige hjernes opbygning og funktioner. Der er sket store fremskridt på det fysiske område - idag kan vi "fotografere" hjerneimpulserne og fastslå fra hvilke områder af hjernen, de forskellige aktivitetsimpulser udgår samt de forskellige faktorer, der er forbundet med kroppens forskellige bevægelsesmuligheder, sprogfærdigheder, evnen til at opfatte former og farver, osv. osv.

For 86 år siden blev følgende oplysninger offentliggjort i værket "Vandrer mod Lyset!":

Den personlighed, som det synlige menneskelegeme repræsenterer, består altså af tre faktorer: 1) den psykiske, 2) den astrale og 3) den fysiske hjerne, af hvilke tre faktorer kun den sidstnævnte, ifølge sagens natur, er synlig i den jordiske verden. ...

Den fysiske hjerne - optageren og meddeleren - er tilsyneladende den menneskelige personligheds eneste faktor, et organ som menneskene med lethed kan underkaste videnskabelige undersøgelser. Men da de to andre tilstedeværende faktorer ikke kan underkastes en sådan håndgribelig undersøgelse, som kan blive den fysiske til del, har mennesket hidtil ikke været i stand til at erkende de to - ikke synlige - men meget vigtige faktorer, vigtige, fordi overordentlig meget i den menneskelige personlighed ene og alene kan forklares og forstås gennem tilstedeværelsen af disse to overfor omtalte faktorer.

(Se side 263n og side 266n-267ø i "Vandrer mod Lyset!")

I bogen følger så en præcis beskrivelse af de opgaver, der udføres af menneskets tre forskellige faktorer/hjerner.

Da man først begynde at studere hjernen, udførte man eksperimenter på dyr, idet man på baggrund af disse eksperimenter mente at ville kunne forstå også hvordan menneskets hjerne fungerer.

Dyrene kan imidlertid ikke sammenlignes med mennesket, eftersom de ikke besidder den ene af de tre hjerner, som altså i virkeligheden samarbejder for at gøre os til det vi er: væsener med en selvstændig og stærkt personlig tankegang. Idag mener forskerne at være meget tæt på en sandsynlig forklaring af de fleste af de spørgsmål, som endnu idag ikke er blevet besvaret på tilfredsstillende vis: når hjernen een gang for alle er blevet kortlagt på grundlag af impulser opfanget af sofistikerede elektroniske instrumenter - så vil vi endelig vide alt om mennesket! Eller hvad...?

Ifølge sagens natur vil vi ikke se denne totale, videnskabelige afsløring af menneskets og dets mange ejendommeligheder og opførselsmønstre. Men hvis en eller anden skulle give sig i lag med at undersøge de ovennævnte hjernemæssige faktorer, så ville der måske være en nyhed eller to at tage i betragtning.

Astralhjernen - som er et element, der også er knyttet til dyrenes legemer - befinder sig på et niveau, der unddrager sig vores direkte iagttagelse, medmindre vi har klarsynets gave. Selv en person, der ikke er i besiddelse af en særlig høj grad af klarsyn, er i stand til at se den astrale hjerne, der omgiver mennesket: den fremstår som en slags farveløs eller hvid glorie, der omgiver hele personens krop, med en stærkere udstråling omkring hoved og skuldre. Ofte vil den person, der kan se denne hvide glorie, forveksle den med personens "aura" - men i virkeligheden kan auraen - den psykiske hjerne - der består af en stor mængde farver og farvevariationer, kun ses af mennesker, der i meget høj grad er klarsynede.

Et sådant menneske var f.eks. capuccinermunken Pater Pio. Længere tilbage i tiden kan vi konstatere, at Jesus af Nazareth uden tvivl tilhørte denne kategori af virkelig klarsynede personer.

Den astrale hjerne er imidlertid blot en "beholder", hvori vi hælder enhver bevægelse, vi lærer i livet, enhver vanegestus og fysiske/manuelle færdigheder.

Når vi tænker på vores vanemønstre - de ting, vi gør "på rygraden", såsom at køre bil, danse, spille klaver, vaske op og skrælle kartofler - kan vi let se den "hjernetomhed", hvormed vi udfører disse bevægelser - det er, som om vi gør dem "automatisk". Dog sker det, at vi af og til "snubler" - hvorfor mon? Et eksempel: måske har vi for vane at gå hen og udfylde en tipskupon hver lørdag, og samtidig køber vi så vores foretrukne ugeblad. En skønne fredag beslutter vi os for at købe ugebladet netop den dag - og om lørdagen beder vi så automatisk om ugebladet een gang til, for det er vi jo vant til. "Jamen, det købte du jo igår; skal du have to?" kan det så være, at kioskindehaveren spørger. Hvorefter vi lige skal tænke os om et øjeblik, hvad var det, der skete...? Ak, de vaner, de vaner...
   Lige netop! Det er vanen, de gentagne bevægelser og ritualer, som den astrale hjerne lynhurtigt lærer. Blot nogle få gentagelser, og vi lærer straks en ny vane - og når vi så er fraværende, tænker på noget andet, fører den astrale hjerne sikkert vores legeme afsted i de "spor", som vi altid plejer at følge, uden at vi egentlig er os det bevidst, at vi måske udfører ganske overflødige handlinger. Faktisk må vi bruge hovedet - vores psykiske hjerne - for at gøre det, der er mest hensigtsmæssigt i den forhåndenværende situation.

Hvis man f.eks. undrer sig over, hvordan trækfuglene ufejlbarligt kan finde vej til de varme lande - eller hvordan laksene, der bevæger sig op ad floden mod strømmen, kan finde det samme sted, hvor de selv er blevet udklækket - så finder vi svarer i den astrale hjernes eksistens: dyrene følger de astralspor, som generationer og generationer af samme dyreart har dannet i luften eller vandet, om man så må sige. Sandsynligvis kan også mysteriet om hvalerne, der ofte i stort antal strander på kysterne, løses på samme måde: måske følger de et meget gammelt "spor", der imidlertid stadig kan opfattes instinktivt af dem, uvidende om, at der i løbet af de mange år, hvor sporet ikke er blevet fulgt, er sket et hævning af havbunden, hvorfor der nu er fastland, der hvor hvalernes forfædre svømmede uanfægtet videre på deres rejse. (Sporene kan faktisk forblive i æteren i århundreder - og dette er også forklaringen på mange uforklarlige fænomener, der stadig kan konstateres f.eks. på gamle slotte og herregårde.)

Også dyrene er således i besiddelse af en astral hjerne, mens de derimod ikke har en psykisk hjerne. Og det er netop i denne hjernefaktor, at alt, hvad mennesket besidder af selvstændige elementer, skal søges: vores karakteregenskaber, vores minder, vores vilje, vores højere følelser. Ovennævnte "aura" (lad os kalde den sådan, eftersom denne betegnelse er den mest udbredte), er den psykiske hjernes "synlige" udtryk. Det er i virkeligheden i denne hjerne, at alle vores sygdomme starter, og der er herfra at alle de tanker, vi kan gøre os om vores samvittigheds kald, udgår - og som gør, at vi kan starte den selvransagelsesproces, der leder os til en ansvarlig og etisk livsførelse, der fuldt ud er i harmoni med vores inderste personlighed.

Ulla S. Qvistgaard 2001/2006